For dig som valgte det andet billede
Den unge konges hest sprang på lette ben gennem det tykke krat, der førte ind i skoven. Bag ham red hans følge af riddere og svende.
Pludselig løb en kronhjort ind foran ham.
Kongen satte efter og blev så optaget af, at prøve at indfange den, han slet ikke opdagede, at han havde mistet sit følge.
Lige så pludseligt som krondyret var dukket op, lige så pludseligt forsvandt det igen og han så sig omkring i den tætte skov for at finde vejen tilbage.
Men det var allerede ved at blive mørkt og en tyk tåge var begyndt at sprede sig. Før han vidste af det, befandt han sig midt i et sumpet moseområde.
Hestens hove, sank ned i det tunge vand og det var med nød og næppe, han selv fik reddet sig i sikkerhed på en tue, før hesten helt blev opslugt i den mørke sump.
Han forsøgte at hoppe fra tue til tue, men måtte give op. Rystende og gennemblødt af det kolde vand, satte han sig ved siden af et lille birketræ og ventede på, at der skulle blive opklaring.
”Mon jeg nogensinde kommer i sikkerhed?” tænkte han og så foran sig en lille gammel mand som nærmest svævede over mosen.
”Halløj!” råbte han til manden og fortsatte. ”Kender du vejen ud?”
”Hvordan er du dog havnet her midt i mosen?” svarede den gamle mand og fortsatte: ”Her slipper du aldrig levende fra.”
”Kan du ikke hjælpe mig?” bad kongen ”Jeg vil give dig hvad som helst.”
”Så lad gå. Det eneste jeg ønsker, er den første der fødes på dit slot, efter du er kommet hjem.”
Ivrig efter at komme væk fra mosen, svarede kongen helt uden tøven ”Det er en aftale.”
Derpå smed den gamle mand sin stok over til ham og idet han greb den, var det som om han blev løftet og på denne måde, nærmest svævede han gennem luften. Undervejs, nåede han at tænke på sit løfte til den gamle mand. Men, som han resonerede, det kunne jo være hvem som helst der blev født, som det første efter han kom hjem. Det kunne være en killing, en ælling, et føl eller måske et lille gedekid.
Da slottet kom til syne, blev han forsigtigt sat ned på vejen, hvorpå stokken snurrede rundt et par gange, for derefter at svæve tilbage fra hvor den var kommet.
Der var stor ståhej på slottet da han kom ind. ”Åh hvor er det heldigt, du er kommet hjem. Dronningen har lige fået veer, selvom det er en måned for tidligt. Hun kan føde når som helst.”
Kongen skyndte sig op til hendes kammer og idet han åbnede døren, hørte han barnegråd.
”Tillykke. Du har fået en søn.”
Fortumlet og lykkelig løb han hen til sin dronning og deres lille dreng, som var både sund og velskabt.
Mens han sidder og genfinder roen, går det op for ham, hvad han har lovet.
Han fortalte nu dronningen om sin oplevelse, at han var faret vild og måtte søge sikkerhed på en tue midt i en mose. Derpå fortalte han om den lille mand og løftet.
Dronningen kiggede forfærdet på sin mand og greb efter hans hænder. ”Vores søn!” udbrød hun og fortsatte med tårer i øjnene ”men jeg er lykkelig for, at du kom hjem. Det kan jo være han glemmer jeres aftale og lader os være i fred.”
Sønnen som blev kaldt Villering skabte stor glæde på hele slottet, men få dage før hans første fødselsdag, stod den gamle mand ved slotsporten og bad om, at kongen skulle holde sit løfte.
Både kongen og dronningen gik ud til den gamle mand og tryglede og bad til, han ville lade dem beholde Villering.
Efter et stykke tid svarede han: ”I kan beholde drengen i fem år, men så vil jeg komme tilbage og hente ham.”
Da de fem år var gået, stod den gamle man atter og bad om at få drengen med sig. Det lykkedes dronningen at overtale ham, til at lade dem beholde drengen i endnu fem år og det samme skete da han fyldte 10.
Men da han fyldte 15 og manden kom tilbage, nyttede ingen bønner.
Uanset hvad dronningen tilbød i bytte, lod han sig ikke overtale.
”Hvis I ikke giver mig drengen som lovet. Skal jeg sørge for, at hele slottet og alle med, synker ned i jorden og tilintetgøres.” sagde han og fortsatte ”I morgen sender jeg min stok, som vil bringe drengen hjem til mig.”
Den følgende morgen tog alle grædende afsked med Villering, som var blevet dygtig ung mand.
Udenfor svævede stokken, der også havde bragt hans far i sikkerhed og i det samme Villering greb ud efter den, blev han løftet op og båret langt væk og dybt ind i den store skov, hvorefter han blev stillet foran et slot som var hugget ind i et bjerg.
Den gamle mand stod i porten og Villering gik hen imod ham, mens han sagde ”Godaften trold.”
”Her på slottet er jeg konge og det sådan du skal tiltale mig. Ellers kan du få nogle tæsk.” og fortsatte ”Vi må se om sådan en forkælet kongesøn kan bestille noget. I aften har du fri, men straks efter morgenmaden, skal jeg fortælle dig om dine pligter.”
Villering fik nu mulighed for at gå rundt på troldekongens slot.
Foruden trolden, boede også på slottet troldens 12 brødre, hans gamle mor og en pige som blev kaldt Miseri Mø.
Hun var så fin og yndig at Villering ikke kunne forstå, at hun var et troldebarn. Det var hun heller ikke, men en prinsesse, som trolden havde bortført, da hun var ganske spæd.
Igennem de år hun havde boet på troldeslottet, havde hun lært sig trolddomskunst og var efterhånden blevet dygtigere end den gamle troldemor.
Villering hilste på hende og syntes straks godt om hende, ligesom hun også syntes godt om ham, selvom hun skjulte det godt.
Den følgende morgen efter Villering havde fået morgenmad, tog troldekongen ham med ud i en stor skov. Her gav han ham en kæmpe økse og sagde: ”Fæld denne skov inden aftenstid ellers skal jeg vride halsen om på dig.”
Derpå forlod han Villering, som tog øksen og ville svinge den mod det første træ. Men øksen var tung og selvom han var en stærk ung mand, kunne han knapt løfte den op og da det lykkedes ham at hugge ind i det første træ, røg der blot en enkelt lille spåne af barken.
Det gik op for ham, at han aldrig ville kunne blive færdig, hvor hårdt han end arbejdede.
Han satte sig derfor opgivende ned og stirrede ud i luften.
Hvor længe han havde siddet, vidste han ikke, men pludselig hørte han nogen komme. Det var Miseri Mø. På armen bar hun en madkurv.
”Hvorfor ser du så trist ud?” Spurgte hun.
Jeg skal nedlægge skoven her inden aftenstid ellers vil trolden vride halsen om på mig og jeg kan ikke engang fælde dette ene træ.
”Det er ingenting at græde over.” svarede Miseri Mø. ”Sæt dig nu og spis din mad.” svarede hun og satte sig ved siden af ham.
Derpå spiste de, snakkede og blev mere og mere glade for hinanden.
Miseri Mø fortalte ham, at troldekonen sov til middag derhjemme og hun altid ville have, hun skulle sidde der og klø hende i håret, men i dag havde hun fået katten til at gøre det og havde til gengæld lovet den friskmalket fløde. ”For så sladrer den ikke” lo hun.
”Hvordan skal jeg kunne fælde hele denne her skov. Kan du hjælpe?” spurgte Villering, da de havde siddet et stykke tid.
”Hjælper jeg dig, svigter du mig”
”Jeg lover dig. Jeg skal være dig tro for altid.” svarede Villering og greb ud efter hendes hånd.
Derpå rejste hun sig, åbnede sine arme og med en fejende bevægelse sang hun: ”Fald I store kæmper. Swuis, swuis, swuis.” og på magisk vis faldt stammerne en efter en, til hele skoven var ryddet.
”Men nu må jeg hellere komme tilbage før den gamle kone vågner.” sagde hun og greb ud efter madkurven.
Villering blev og ventede på trolden, som ikke kunne tro at Villering havde klaret opgaven selv.
Men han skånede drengen og sagde: ”Gå nu blot hjem og hvil dig. I morgen skal du få endnu en opgave.”
Dagen efter fulgte trolden ham ud til fårestien.
”Fjern møget herfra inden i aften, eller jeg skal vride halsen om på dig.” sagde han brysk og gav Villering en skovl som var lige så stor som ham selv.
Det var længe siden, nogen sidst havde ryddet fårestien og skidtet lå i meterhøje dynger. Da Villering forsøgte at få skovlen under det, kunne han kun skrabe lidt i overfladen.
Opgivende satte han sig ned og spekulerede på, hvordan han skulle kunne løse opgaven, da Miseri Mø endnu engang kom ud til ham med en madkurv under armen.
Han fortalte hende om sin nød og hun svarede: ”Hjælper jeg dig svigter du mig.”
Men han lovede at være hende tro til evig tid.
”Så hjælper jeg dig,” svarede hun og fortsatte. ”Der er ikke blevet muget ud i 100 år. Så det er ikke et job for dig”
Derpå formede hun nogle spiraler med sine hænder og sang.
”Fjern fra stien de stinkende tunge stakke og bring dem straks til troldens gødningsbakke.”
”Kom lad os gå ud herfra” fortsatte hun, mens møgdyngerne susede om ørene på dem.
De gik nu ud i troldens have og satte sig under et æbletræ. Her talte de og grinede i hinandens selskab, helt indtil Miseri Mø måtte tilbage.
Fårestien var blevet ren som en balsal, da trolden senere kom forbi for at inspicere Villerings arbejde.
”Det har du vist ikke været ene om.” sagde trolden og kiggede mistroisk hen på ham.
”Men smut du hellere ind og få dig noget aftensmad.”
Den følgende dag kom troldekongen hen til Villering. Og sagde ”I dag skal du få et let arbejde.” og fortsatte: ”Du skal blot bringe min hingst ned til elven.”
Troldens hingst stod i den store stald, i sin helt egen bås.
Det var en kæmpe hest som var over to meter høj og vejede mere end et ton. Dens hove slog gnister mod stengulvet og det dampede ud af næseborene, når den fnøs.
Hesten stejlede og vrinskede, da han nærmede sig og selvom han var vant til heste og både fløjtede og klikkede med tungen, kunne han ikke få den beroliget.
”Hvordan skal jeg nogensinde kunne få seletøjet på?” tænkte han opgivende og satte sig ned.
Da Miseri Mø senere dukkede op, sagde hun: ”Af alle opgaver er den her den værste.”
”Hjælp mig.” bad Villering.
”Hjælper jeg dig svigter du mig.”
Men Villering svarede: ”Du er det smukkeste og kæreste der er i mit liv. Jeg vil være dig tro til evig tid.”
Hun smilede til ham og begyndte derpå at synge en stille melodi, der fik beroliget hesten nok til, hun kunne give den seletøjet på.
Og mens hun spændte seletøjet, fyldte hun det med en magisk remse.
Det gjorde hingsten så rolig, at den uden modstand fulgte efter Villering ned til elven og tilbage igen.
Da de var kommet tilbage, striglede hun hingsten og sørgede for han fik sig noget godt at æde.
Imens stod Villering og kiggede på hende med forelskede øjne.
Jeg må hellere løbe sagde hun, da hun var færdig og hingsten stod i sin bås og gumlede.
Villering blev i stalden indtil troldekongen dukkede op.
Trolden kunne se at hingsten var striglet og fodret og var derfor tilfreds. ”Gå du bare ind og få dig din aftensmad.” sagde han og lod Villering gå.
Da Villering havde sagt godnat og Miseri Mø havde ordnet køkkenet, kunne hun se at troldekongen skumlede på noget.
Hun gik derfor hen til katten og hviskede: ”Læg mærke til alt hvad de to snakker om og kom så straks op til mig.”
”Jeg lægger mig til ro.” sagde Miseri Mø ud i stuen og forlod trolden og hans gamle mor.
Så snart hun var væk, sagde trolden: ”Jeg tror Villering har fået hjælp af Miseri Mø til at løse sine opgaver. For der er ingen mennesker, som kan gøre det han har gjort.”
”Ja hun er blevet meget dygtig til trolderi.” svarede den gamle kone.
”I morgen vil jeg bede Miseri Mø om at fyre op i den store ovn og når den er blevet varm nok, kan vi stege de to unge mennesker” sagde den gamle kone
”Ja det skal blive herligt at spise kongeligt i morgen.” svarede trolden grinende.
Katten som havde hørt det hele, sneg sig op til Miseri Mø og fortalte hende, alt hvad den havde fundet ud af.
Den følgende morgen, sagde troldemor. ”Vi skal holde fest i aften. Troldekongen er draget ud for at invitere naboerne og I må sørge for at der bliver fyret godt op i den store ovn.” og fortsatte grinende ”For vi skal nemlig have oksesteg i aften.”
Villering og Miseri Mø begyndte straks at klargøre brændet. Hele ovnen skulle fyldes og der skulle stå to stabler ved siden af.
Ved middagstid var ovnen klar til at blive optændt og efter frokosten lagde den gamle troldekone sig til at sove.
Da hun var faldet i søvn, sagde Miseri Mø til Villering: ”De vil æde os i aften.” og fortsatte ”Det er derfor der bliver fyret op.”
”Åh!” udbrød han. ”Det er ude med mig, kan du ikke gøre noget?”
”Hjælper jeg dig, svigter du mig.” svarede hun. Men Villering så hende dybt i øjnene og sagde. ”jeg slipper dig aldrig. Du er det dyrebareste jeg har. Så snart vi kommer hjem til min far, vil jeg bede ham holde et bryllup for os.”
Miseri Mø stak derfor et hul i sin finger og lod tre bloddråber, dryppe ned på et stykke brænde, hvorefter hun tog Villering i hånden og løb med ham ud til troldekongens hest.
Efter at have beroliget hesten og givet ham seletøjet på, sprang hun selv op på dens ryg og fik Villering til at sætte sig bag hende.
”Hold godt fast.” råbte hun og lod hesten springe afsted med dem begge, væk fra troldens slot.
I mellemtiden var troldekonen vågnet, men hun var stadig søvnig, så med lukkede øjne spurgte hun: ”Er ovnen ved at være klar?” og den første bloddråbe svarede med Miseri Møs stemme. ”Nej den er stadig kold som kælderen under slottet.” Den gamle kone tænkte, at det jo var en stor ovn og der nemt kunne gå mange timer, før den var varm nok. Så hun vendte sig derfor om og tog endnu en lur.
Efter et stykke tid spurgte hun igen om ovnen var klar. Denne gang svarede den anden bloddråbe med Miseri Møs stemme ”Nej ovnen er kun lige blevet lunken.”
Den gamle kone gabte og sov videre.
Da hun vågnede den tredje gang og spurgte, svarede den tredje bloddråbe: ”Vent lidt endnu.” Men den gamle troldekone kunne ikke sove mere og rejste sig for at se til de unge mennesker og ovnen.
Hun fandt den store ovn iskold og undrede sig over, hvor Miseri Mø var henne og før hun kunne nå at reagere, kom troldekongen hjem med sine brødre.
”Er maden ved at være klar gamle mor?” Spurgte han.
”De er væk” svarede hun.
Troldekongen kom i rasende fart hen til hende. ”Hvad siger du?”
”JA, hun har snydt os.”
Troldekongen for nu rundt på slottet, for at finde de to kongebørn og endte til sidst i stalden, hvor han opdagede at også hesten, var væk.
”Argh…” udbrød han så højt at hele slottet knagede.
De tolv brødre blev da sendt af sted for at fange dem.
Selvom de to unge var kommet et godt stykke væk fra troldeslottet, lod de ikke hesten sænke farten.
”Der er noget som brænder på min bagdel.” vrinskede den og Miseri Mø, bad Villering om at se hvad der var bag dem.
”Det er bare en flok krager.” sagde han.
”Nej det er de tolv troldebrødre” svarede hun og fortsatte ”De er efter os.”
”Hjælp!” udbrød Villering.
”Hjælper jeg dig svigter du mig.”
”Nej min elskede jeg vil være dig tro for evigt.”
”Du til busk, hest til sten og jeg til en rose på den grønne gren.”
Derpå blev hesten til en sten, Villering til en busk og Miseri Mø blev en smuk rose på busken.
Selvom kragerne så både busk og sten, tænkte de ikke nærmere over det, men fløj tilbage til troldeslottet.
”Så I slet ingenting?” Spurgte trolden.
Jo der var en busk med en enkel rose og en sten…, sagde en af brødrene.
”Årh I fjolser.” afbrød trolden. ”Det var dem.
I skulle blot have snuppet rosen, så var de andre nok fulgt med.
”Jeg må hellere tage af sted og klare det selv.” fortsatte han og satte sig på sin stok som for gennem luften.
Imidlertid var Miseri Mø og Villering kommet ud af skoven og hesten red nu langs en landevej.
”Der er noget som brænder på min bagdel.” vrinskede den.
Miseri Mø, bad Villering om at se hvad der var bag dem.
”Det er ildhjul.” sagde han.
”Nej, det er troldekongen” svarede hun og fortsatte ”Han lader sig ikke så let narre.”
”Hvad gør vi?” udbrød Villering.
”Hjælper jeg dig svigter du mig.”
”Mit hjerte og min sjæl vil være dig tro for evig tid.”
”Du til en kirke og jeg til en præst og den skønneste kirkegård vor gode hest.”
Straks derefter blev Villering forvandlet til en kirke, hesten til en kirkegård og indenfor stod præsten med foldede hænder og messede.
Trolden der ikke kendte til kirken, standsede og så sig omkring, men da han fik øje på præsten, blev han alligevel ræd og skyndte sig bort.
”Hvorfor har du ikke de to unge og hesten med tilbage?” spurgte troldemor.
”Jeg kunne ikke finde dem.” svarede han.
”Jeg så godt nok en kirke, men der stod en præst og messede, så jeg turde ikke andet, end at skynde mig hjem.”
”Det var dem,” udbrød den gamle troldemor og fortsatte. ”Miseri Mø er blevet meget dygtig. Hvis du havde taget præsten, var de andre nok fulgt med. Nu må jeg hellere selv fange dem.”
Derpå tog hun sin gamle fejekost og for afsted.
”Der er noget som brænder på min bagdel.” vrinskede hesten efter et stykke tid.
Miseri Mø, bad igen Villering om at se bagud.
”Det er ildsprudlende drage.” gispede han.
”Nej det er troldemor” svarede hun og fortsatte ”Hun stopper ikke før hun har fanget os.”
”Åh nej, det er ude med mig!” udbrød Villering.
”Hjælper jeg dig svigter du mig.”
”Du er mig mere dyrebar end guld og alverdens skatte”
”Du til andrik, jeg til and og hesten her til det dybe vand.”
Derpå blev Villering og Miseri Mø til to ænder der svømmede på det klareste sø.
Dragen som var lige i hælene, landede ved søbredden og forvandlede sig tilbage til den gamle troldekone. Heldigvis var hun bange for vandet og selv om hun forsøgte alle tricks for at lokke de to ind mod land, svømmede de bare længere ud.
Hun samlede da al sin magt og skabte et magisk æble, som hun bandt i en snor. Derpå smed hun æblet efter de to ænder.
Miseri var hurtig til at opfatte faren, for hvis æblet havde ramt dem, ville de begge være prisgivet. Hurtigt trak hun Villering med ned under vandet.
”Dyk” sagde hun og svømmede hen mod æblet, der lige så stille sank til bunds, derpå bed hun snoren over og idet æblet ramte bunden af søen, blev det opløst i en røgsky og med dette, mistede troldekonen al sin styrke og eksploderede i tusind stykker.
Straks derefter forvandledes de tre tilbage og kunne nu ride i sikkerhed til de kom til hovedvejen som gik op til Villerings slot.
Herpå forvandlede Miseri Mø hesten om til en sten og tog Villerings hånd ”Der er noget du skal vide før du tager hjem.” sagde hun og fortsatte. ”Der er gået syv år siden du kom til troldeslottet. Meget er sket siden da.
Din mor er død og din far har giftet sig igen med en enkedronning, som har en datter, der lige er fyldt 18. Du har også fået en lillebror, der lige er fyldt 2 år.
Min egen slægt er forsvundet, men gå nu op til din far og fortæl ham, hvad du har oplevet og kom så tilbage og hent mig.
Men du må være forsigtig, for hvis du bliver kysset af nogen på slottet, vil du glemme alt om mig og hvad der sket.”
Villering lovede at være forsigtig og straks komme tilbage.
”Jeg venter på dig her.” sagde hun.
Der blev stor glæde på slottet da Villering kom hjem. Hans nye stedmor kom ham i møde med lillebroren på armen.
Hun ville kysse ham, men han undgik og da hun sagde, han skulle kysse sin bror, afslog han venligt og spurgte hvor hans far var henne.
Hun pegede hen mod tronsalen, men idet han gik hen mod døren, sprang en myndehund op ad ham.
Han nåede lige at tænke, at det kunne være den samme hund, han forlod syv år tidligere, da den slikkede ham på næsen og i det samme glemte han alt om Miseri Mø, troldeslottet og alle hans udfordringer.
Selvom faderen blev glad for at se ham og han var glad for at være hjemme, havde han en underlig fornemmelse i kroppen. Og da de spurgte ham, hvad han havde oplevet, rystede han på hovedet og bad dem, lade ham være i fred.
Udenfor sad Miseri Mø og ventede. Da det gik op for hende, han ikke kom tilbage, forvandlede hun stenen hun sad på, om til en kalv og gik derefter med den op til slottet.
Udklædt som en fattig pige, bad hun om arbejde og husly.
”Du kan passe fjerkræene og bo i det lille udhus.” fik hun at vide og sådan blev det.
Villerings stedsøster var meget charmerende og det varede ikke længe, før han blev forelsket i hende.
Det blev derfor aftalt, at de skulle giftes inden året var omme.
I mellem tiden rygtedes det på hele slottet, at den nye pige ikke bare var usædvanligt køn, men også meget fingernem og kunne sy tøj som ingen andre.
Kongens Livskusk besluttede sig derfor at bede hende, sy ham en skjorte til brylluppet.
Hun indvilgede og da han senere kom for at hente den, gik han direkte ind i stuen og satte sig ved hendes bord.
”Sikke en fin stue du har.” sagde han.
Miseri Mø hentede skjorten og bad om betaling, men kusken blev blot siddende og gjorde ingen mine til at rejse sig.
Tværtimod blev han nærgående og spurgte om hun ville være hans kæreste.
”Åh!” svarede hun. ”Jeg er lige kommet i tanke om, at jeg har glemt at slukke gløderne på ildstedet. Kan du, som er så stærk en mand, ikke gøre det for mig?”
”Med det samme.” svarede han og sprang op.
”Tag bare fat i skovlen der står op ad væggen, den kan du bruge til at slå gløderne ud med. Sig til når du har fundet den.” sagde hun
”Jeg har fat i skovlen nu.” råbte han, da han stod med skovlen i hånden.
Med en trylleremse sikrede hun derpå at kusken stod og slog på gløderne helt indtil daggry, hvor fortryllelsen slap og han kunne gå hjem med ømme arme.
Da han var kommet op på slottet, turde han ikke fortælle nogen om sin nat, men kunne alligevel ikke lade være med at prale med sin nye skjorte, så den følgende dag besluttede kammertjeneren sig for at se om pigen ikke også kunne sy ham en skjorte.
Hun indvilgede og da han senere kom for at hente den, gik han direkte ind i hendes stue og satte sig.
”Sikke en fin stue du har.” sagde han, ligesom kusken havde gjort dagen før.
Miseri Mø hentede skjorten og bad om betaling, men kammertjeneren gjorde ingen mine til at rejse sig. Tværtimod blev også han nærgående.
”Åh!” svarede hun. Jeg er lige kommet i tanke om, at jeg har glemt at lukke for hønsene.
”Kan du som er så rask, ikke gøre det for mig?”
”Med det samme.” svarede han.
”Tag bare fat i pinden som hænger ved lugen. Sig til når du har fat i den.” sagde hun
”Jeg har fat i den nu.” råbte han, da han stod med pinden i hånden.
Med en trylleremse sikrede hun derpå, at kusken ikke kunne slippe pinden, men måtte stå og hugge den ind mod væggen i hønsehuset, helt indtil daggry, hvor fortryllelsen slap og han kunne gå hjem med ømme arme.
Da han var kommet op på slottet, turde han ikke fortælle nogen om sin nat, men han kunne heller ikke lade være med at prale med sin nye skjorte, så den følgende dag besluttede staldmesteren sig for at se om pigen, også kunne sy ham en skjorte.
Hun indvilgede og da han senere kom for at hente skjorten, trådte han direkte ind i stuen, som de to andre og satte sig ved hendes bord, mens han talte beundrende om hendes hjem.
Men da Miseri Mø havde hentet skjorten og bedt om betaling, blev staldmesteren blot siddende og gjorde ingen mine til hverken at betale eller gå.
Også han blev nærgående og spurgte, om hun kunne tænke sig at gå ud med ham.
”Åh!” svarede hun. Min lille kalv står stadig på marken. Jeg har helt glemt at tage den ind for natten.
”Kan du, som er så stærk en mand, ikke gøre det for mig?”
”Med det samme.” svarede han.
”Tag bare fat i halen og træk den hen mod stalden. Sig til når du har fat i den.” sagde hun
”Jeg har fat i halen nu.” råbte han, da han stod med kalvens hale i hånden.
Med en trylleremse sikrede hun derpå at staldmesteren blev trukket rundt i landskabet, helt indtil daggry, hvor fortryllelsen slap. Øm og fortumlet, kravlede han hjem til slottet, som allerede var i fuld vigør på grund af brylluppet, som skulle afholdes netop samme dag.
Da brudeparret senere sad i vognen som skulle bringe dem op til kirken, knækkede stangen der holdt hjulet fast.
Og lige meget hvad der blev prøvet, kunne ingen finde, noget som var stærkt nok.
Da kom kusken i tanke om skovlen hos Miseri Mø.
Den knækkede stang blev erstattet med skovlen, som passede perfekt.
Det varede dog ikke længe før hjulpinden knækkede og på samme måde som før, var der ikke noget som kunne holde.
Da kom kammertjeneren i tanke om pinden til hønsehuset og fik straks sendt bud efter den.
Pinden passede perfekt og vognen kunne nu fortsætte op mod kirken.
Ved Miseri Møs hus var vejen så smal at det ene hjul satte sig fast i grøftekanten og lige meget hvad de gjorde, kunne de ikke få vognen fri.
Da kom staldmesteren i tanke om den stærke kalv.
Han sprang ned og bankede på Miseri Møs dør.
”Undskyld vi forstyrrer,” sagde han og rømmede sig. ”Men hele bryllupsfølget er strandet og vi kan ikke komme fri. Kan vi låne din kalv?”
”Hvis I tror den kan hjælpe.” Svarede hun
Derpå blev kalven hentet og i det samme den blev spændt for vognen, sprang den ud ad landevejen og førte de to unge op til kirken, med en voldsom fart.
Fortumlede kravlede de ud ad vognen og gik ind i kirken, hvor bryllupsceremonien blev holdt.
Efter ceremonien blev Miseri Mø inviteret med til festen, som skulle afholdes på slottet senere på aftenen.
Hele slottet var pyntet med blomster og der duftede skønt af mad.
Da alle gæsterne havde sat sig, trådte en smuk prinsesse ind i salen. Det var Miseri Mø, men ingen genkendte hende. Hun overstrålede alle, selv bruden, og på hendes skuldre sad to duer.
Da hun havde sat sig over for de to ægtefolk, kastede hun tre hvedekorn på bordet. De to duer fløj ned for at spise dem. Hannen snuppede de to og efterlod bare et enkelt korn til hunnen.
”Nu svigter du hende der stod dig så nær.
Som kongesønnen sveg sin Miseri Mø så kær.”
Alle gæsterne standsede deres snak og så med forundring på det lille skuespil.
Villering især, der havde svært ved at tage øjnene fra den smukke kvinde og det var som om han huskede navnet Miseri Mø, men han ikke placere hvorfra.
Derpå smed Miseri Mø seks hvedekorn på bordet og de to duer fløj ned for at spise dem.
Hannen snuppede de fem og efterlod blot et enkelt korn til hunnen.
”Nu svigter du hende der stod dig så nær.
Som kongesønnen sveg sin Miseri Mø så kær.”
Der gik som et chok igennem Villering. Det var som hele hans krop lynede, men han havde stadig svært ved at placere, hvorfra han skulle have mødt hende. ”Hvordan skulle man glemme så smuk en kvinde?” tænkte han.
Derpå smed Miseri Mø ni hvedekorn og de to duer fløj ned for at spise dem.
Hannen snuppede de otte og efterlod kun et enkelt korn til hunnen.
”Nu svigter du hende der stod dig så nær.
Som kongesønnen sveg sin Miseri Mø så kær.”
Men da duerne igen havde sat sig på Miseri Møs skuldre, kom alting tilbage til Villering.
Han huskede pludseligt deres flugt fra troldeslottet og alle de gange hun havde hjulpet ham.
”Jeg fik engang det smukkeste skrin af træ.” begyndte Villering og rejste sig mens han talte til gæsterne. ”Til dette skrin, hørte en nøgle i guld. Den var så særlig, at den kunne få skrinet til at spille en lille fin melodi, når det blev åbnet.
Men jeg tabte nøglen og fik lavet en ny i sølv. Denne nøgle kunne dog ikke få skrinet til at spille uanset hvad jeg prøvede. Nu har jeg fundet guldnøglen igen. Hvilke af disse to nøgler skal jeg beholde?”
Alle gæsterne svarede: ”Guldnøglen.”
Villering fortsatte: ”Så vælger jeg nøglen af guld, siden I alle er enige.” Derpå fortalte han alt hvad han havde oplevet hos trolden og hvor lykkelig han var for at Miseri Mø var tilbage i hans liv.
Det fortælles at stedmoren og steddatteren, var hekse og da de blev afsløret af Miseri Mø, forsvandt fra slottet i en røgsky. Men det vides ikke med sikkerhed, dog blev Villering og Miseri Mø gift og levede lykkeligt til deres dages ende.
Budskabet til dig som valgte dette eventyr
Et klassisk tema i eventyr handler om, at en forælder lover sit barn væk, til gengæld for hjælp eller velstand. I dette eventyr bliver Villering lovet væk, da hans far er strandet i en sump.
Det kan på det psykologiske plan forstås, som det der sker, når man vokser op i en dysfunktionel familie. Måske har faren/kongen et misbrug og derfor ikke kan give sin søn den tryghed, han har allermest brug for. Det kan se ud til at moren, har formået at give sønnen den tilstrækkelige opmærksomhed. Men da han fylder 15 og kommer i puberteten, drages også sønnen mod sumpen.
Hans ophold hos trolden kan ses som en krise og et ophold i underverdenen og prøvelserne som det indre arbejde.
Han er i kontakt med sin indre intuition og visdom, repræsenteret af Miseri Mø.
Hun kan også repræsentere de psykiske evner vi har, som vi gemmer i skyggen.
Min oversanselighed har altid været en stor del af min virkelighed. Men jeg har gennem tiden holdt mange af disse aspekter skjulte, fordi det var svært nok at navigere i den naturlige virkelighed.
Jeg bruger ikke ordet overtro, men at have kontakt med sine klarsanser, der ligesom de fem kendte sanser kan opleves gennem synet, hørelsen, som kropslige sensationer og gennem dufte og nogle gange smag.
Da jeg var ganske ung, boede jeg i en lille lejlighed. Jeg havde en personlig krise og var i følelsesmæssig ubalance.
En nat vågnede jeg ved, at der stod en skikkelse i min stue. Jeg oplevede at det var en mand. Han stod i en hvid dragt og raslede, præcis som man kender det fra karikaturen af et spøgelse.
Jeg blev forskrækket, men fornemmede også, han havde et budskab til mig. Et der handlede om at turde leve sit liv.
Det lykkedes mig at finde fodfæste igen og fandt en partner, som boede i en provinsby. Men da jeg fyldte 30, befandt jeg mig igen i en form for krise, hvor jeg ikke længere kunne se mig selv eller min egen fremtid, i det liv jeg levede.
Jeg vågnede flere gange om natten ved at det bankede på døren, men der var ingen derude, ligesom jeg flere gange hørte nogle kalde mit navn.
En morgen vågnede jeg ved at der dumpede en avis ind gennem brevsprækken. Jeg tog den og satte mig i sofaen. Den første artikel, jeg læste handlede om en kvinde, der arbejdede som clairvoyant.
Det tændte en nysgerrighed i mig og inden længe, havde jeg fået en aftale hos hende.
Hun kunne fortælle mig mange ting som jeg vidste i mig selv, men hun satte mig også på sporet af det liv jeg lever i dag, hvor jeg selv er certificeret clairvoyant og medie.
Undervejs på min rejse, fandt jeg ud af, at dengang jeg gik i børnehave, havde jeg set nogle uhyggelige spøgelser, som lignede pirater, men da ingen af pædagogerne kunne møde mig i min oplevelse, gemte jeg mine evner væk. Dels fordi jeg gerne ville være normal og ikke blive lukket ude af fællesskabet og dels fordi det var en skræmmende oplevelse.
Men det betød også, at jeg lukkede for kontakten til det man kan kalde naturvæsnerne og englene, som havde været i mit liv i min tidlige barndom.
Man kan sige, at det var mine livskriser, der bragte mine evner tilbage igen.
Lige som i eventyret hvor Villering prøver at blive normal. Men det føles ikke rigtigt for ham.
Da Miseri Mø sidder over for ham, genhusker han sine oplevelser.
I det originale eventyr, beder Miseri Mø Villering, hjælpe sig med at slippe troldemagien, ved at skubbe hende ned i et iskoldt bad.
Men jeg har udelukket denne passage her i denne fortælling, da jeg tror på, at troldemagien er en del af vores virkelighed, selvom den er skræmmende.
Det kan være svært at stå frem med alle sine sanser.
Budskabet til dig er, at du er ved at finde tilbage til dine magiske evner. Tro på din intuition.
Orakelkort
Let Go/Giv slip.
Lad healingen strømme
På kortet kan man se en engel hvor lyset strømmer ned gennem kronchakraet og ud gennem hjertet og hænderne. Energivingerne er helt foldet ud. Budskabet handler om at have tillid til at du er en smuk kanal for guddommelig energi. Lad den strømme og bringe healing ikke bare til dig men til alle dem du er i kontakt med.
Simplifying Your Life/gør dit liv mere enkelt.
Fokuser på det som er vigtigt og fjern både det indre og det ydre rod, står der i bogen til dette kort. Skab rum og plads og ryd op. Ryd op i det som ikke længere tjener dig.
Med dette arbejde vil du kunne skabe tilstrækkelig ro til at modtage de budskaber, som kan bringe dig videre på din spirituelle rejse.
The Gateway/Portalen
En portal er ved at åbne sig for dig. Træd ind i dit magiske rum og hav tillid til processen. Ved dette skridt, vil du kunne finde din unikke vej til større autenticitet.
Du er sensitiv og du har en fantastisk kontakt med din intuition og din magi. Vær ikke bange for at bruge dine evner.
Eventyr
Jeg har altid elsket eventyr og da jeg besluttede mig for at genfortælle Villering Kongesøn og Miseri Mø, fandt jeg det på hjemmesiden Weirdspace. Du kan læse den originale version her
Dit personlige eventyr
Et eventyr kan blandt andet hjælpe os med at forstå hvordan vi kan forvandle de dybeste psykologiske lag og finde vejen til større oplysning. Hvis du vil kende dit personlige eventyr, vil du kunne få svar på dette og meget mere gennem et personligt fødselsClairoskop. Læs mere om det her