For dig som valgte det første billede
To unge mænd, som begge var på vej til Den Store By, for at finde arbejde, mødtes udenfor en lille landsby.
Det var en smuk og klar solskinsdag og den ene af de to var skrædder. Han havde runde, røde kinder og et godt humør.
Da han så, at den anden havde en støvlelæst spændt fast på sin rygsæk, antog han, at han måtte være en skomager og sang derfor denne smædevise:
”Stik ind, træk ud.
smør beg derpå,
og glem ej pløkken
ned at slå.”
Skomageren derimod havde et besværligt sind og kunne ikke tolerere en spøg, og især ikke, når han selv var genstand for løjerne.
”Hvad bilder du dig ind, din barnerumpe” udbrød han skarpt og skulle til at slå ud efter skrædderen.
”Godt ord igen.” svarede skrædderen og fortsatte, mens han rakte skomageren en lommelærke. ”Her, tag hellere en dram. Det var jo ikke så farligt ment.”
Skomageren greb flasken, tog en slurk og sænkede skuldrene.
”Tak for den tår. Hvor er du på vej hen?”
”Jeg er på vej til Den Store By for at finde mig et arbejde.” svarede skrædderen
”Også mig. De fleste går alligevel barfodede. Så jeg har ikke meget at bestille her.” svarede han og fortsatte. ”Lad os følges.”
Det syntes skrædderen var en god ide og på denne måde gik de to nu videre sammen ud ad landevejen.
”Når jeg kommer til Den Store By, vil jeg arbejde på at få min egen butik.” Sagde skomageren mens han gik med faste lange skridt.
”Jeg tror Gud har store planer med mig.” svarede skrædderen og dansede en lille glædesdans. ”Hvor end min vej fører mig, har jeg tillid til ham.”
Skomageren rystede på hovedet over skrædderens barnagtighed, men sagde ikke noget.
Efter en god dags vandring, kom de til en mindre by.
”Lad os gå herind og samle kræfter til den videre rejse.” foreslog skrædderen.
På torvet var en større gruppe forsamlet. Skrædderen kom straks i snak og charmerede alle med sine vittige bemærkninger og klovnerier. Skomageren derimod gik omkring med sure miner og så hvordan skrædderen fik ekstra godter og kys af de søde piger. Det nagede ham og da de senere mødtes, sagde han: ”Lykken følger de naive”
Men skrædderen svarede bare syngende: ”Her tag for dig, min ven.” og delte ud af sin mad og drikkevarer og fortsatte: ”Hvad der kommer let, går let.”
Da de drog videre, kom de en dag til en skov, hvor igennem der gik to veje, der begge førte til Den Store By.
Den ene ville tage dem syv dage og den anden kun to.
De havde fået at vide hvilken vej de skulle tage, men det var mens de festede inde i byen og nu kunne de ikke længere huske hvilken vej de skulle tage.
Skomageren sagde ”Man må sikre sig for det værst tænkelige, så derfor tager jeg mad med til de syv og lidt mere til.”
Men skrædderen svarede: ”Åh, så skal man gå rundt og slæbe på al den mad, til ingen verdens nytte. Jeg vil hellere have tillid til, at lykken står mig bi.”
Skomageren købte rigeligt mad, mens skrædderen bare købte det allermest nødvendige. ”Jeg gider ikke købe mad, der bare skal ligge og fordærve. Pengene ligger lige så godt i mine lommer.”
Derpå gik de ind i skoven som blev mere og mere tæt.
Skomageren sled og svedte over tyngden af sin rygsæk. Skrædderen derimod dansede og fyldte luften med sang.
Selvom skomageren surmulede, havde skrædderen ikke i sinde at holde igen med sin munterhed.
Han priste derimod sig selv og sit humør. Men da de havde gået to dage og endnu ikke var nået ud af skoven, fik han en knugende fornemmelse i maven.
Og da de gjorde, holdt for at spise, prøvede skrædderen at få skomageren til at smile ved at klovne med sin sidste madpakke.
”Tåber findes i hobetal” Sagde skomageren hånligt og fortsatte ”Det får man af at være godtroende.”
Selvom skrædderens mave rumlede, da han senere lagde sig til at sove, strålede månens lys ned i ansigtet på ham og det fyldte ham med fornyet håb og mod.
Men på fjerdedagen, var sulten blevet så intens, at skrædderen måtte bede sin ven om et stykke brød.
”HA,” grinede skomageren. ”Nu kan du jo se hvor meget din gud og dit humør kan hjælpe dig.”
Skrædderen fandt sine sidste rester af styrke frem og fortsatte sin vandring. Men på femtedagen kunne han knapt holde sig på benene.
”Jeg vil give dig noget at spise, på den betingelse at jeg må stikke dit højre øje ud.” sagde skomageren uden medfølelse.
Skrædderen vaklede og gøs ved tanken, men sulten overmandede ham og han lod derpå skomageren fjerne øjet.
Mens hans spiste sit dyrekøbte brød, tænkte han på sin mor som altid sagde: Spis hvad du vil og lid hvad du skal.
Derpå trøstede han sig selv ved, at han altid kunne se ud af det venstre øje og genfandt sit humør.
Men på den sjette dag, blev han atter overmandet af sult og om aftenen faldt han udmattet om ved et træ.
Den følgende morgen kunne han knapt rejse sig. Det føltes som om livet langsomt sivede ud af hans matte krop.
”Jeg vil være barmhjertig.” sagde Skomageren og fortsatte ”Det skal kun koste dig dit venstre øje.”
Skrædderen indså da, hvor letsindig, han havde været og bad til Gud om tilgivelse.
Derpå vendte han sig mod skomageren og sagde:
”Gør som du vil, men husk, at når du står overfor Gud, vil du blive dømt for dine handlinger. Du vil også finde ud af, at ægte barmhjertighed handler om at give og modtage med samme sind. Og du vil blive mindet om alle de gange, hvor jeg delte hvad jeg havde med dig.
Hvis du stikker du mit andet øje ud, må jeg opgive mit håndværk og vandre omkring som tigger. Det vil jeg ikke kunne bære, så må du hellere lade mig dø alene her i skoven.”
Men skomageren rystede blot på hovedet. ”Hører du ikke efter, dit pjok.” sagde han mens han stak det andet øje ud. ”Du skal være taknemmelig for, at jeg lader dig leve.”
Derpå gav han skrædderen noget brød og hjalp ham ud af skoven.
Da de havde gået et stykke tid, kom de til en galgebakke. Her lod skomageren skrædderen falde omkuld, hvorefter han selv drog ind mod Den Store By.
Træt, plaget af smerte og sulten faldt skrædderen i søvn under galgen.
I det tidlige morgengry vågnede han ved, at der sad to krager på galgen og skræppede og pludselig var det som om han forstod alt hvad de snakkede om.
”Mange har måtte lade livet her på galgebakken.” sagde den ene krage.
”Ja mange med tvivlsomme handlinger på samvittigheden.” svarede den anden.
”Vidste du, at en uskyldig mand blev hængt her ved sidste fuldmåne?”
”Nej.”
”Det siges, at vasker man sine øjne i duggen, som findes under galgen efter en uskyldig mands hængning, vil en blind mand få sit syn igen.”
Da skrædderen hørte det, tog han sit lommetørklæde frem, vædede det med duggen og duppede sine øjne.
Straks derefter, som ved et mirakel, fik han synet igen og kunne se sig omkring i det storslåede landskab.
Foran ham lå Den Store By med alle dens tage og spir og glitrede i morgenlyset.
Alt var så klart for hans øjne, det grønne græs, fuglene som fløj over hans hoved, insekterne i luften, solens sitren, træernes blade og byen i det fjerne. Han følte sig mere levende end nogensinde.
Fra sin rygsæk trak han en nål frem for at se, om han stadig kunne tråde den.
Ikke bare gik det som en leg. Han kunne også sy et par præcise sting i sit ærme.
Lettet og frydefuldt hoppede han op og ned, mens han priste sit held. Hvor er det herligt at leve, sang han.
Han begyndte nu at gå ind mod byen og det varede ikke længe før han så et føl som stod og græssede.
Hvor ville det være godt at kunne ride ind til byen, tænkte han og greb føllet i manken, mens han forsøgte at svinge sig op på det.
”Jeg er endnu for ung til at bære dig.” udbrød føllet og før skrædderen kunne nå at reagere fortsatte det: ”Men hvis du lader mig være, vil jeg hjælpe dig en anden god gang.”
Skrædderen kiggede chokeret på føllet og undrede sig over at det kunne tale, men svarede ” Smut nu bare med dig.” og stod et øjeblik og sundede sig over sin egen reaktion.
Da han havde fået samlet sig, begyndte han igen at bevæge sig ind mod byen.
Hvis blot jeg kunne finde noget spiseligt, tænkte han og så sig omkring.
I det samme fik han øje på en stork, som stod på en mark foran ham.
Han sneg sig ind på den, greb den i benet og ville til at vride halsen om på den.
Men storken udbrød: ”Hvad laver du? – Ved du ikke jeg er en hellig fugl?”
Skrædderen slap forskrækket storken. ”Jo…” mumlede han. ”Men jeg er meget sulten.”
”Hvis du lader mig leve, vil jeg hjælpe dig en anden gang.”
Han lod derfor storken gå og gik selv videre, selvom sulten tærede hans krop. Mon jeg når op til Den Store By i levende live, tænkte han og fik øje på et par ællinger i en dam.
Instinktivt greb han ud efter en af dem. Men andemor som sad i sivene, kom i rasende fart hen imod ham, mens hun skreg: ”Skån min unge.”
Skrædderen slap ællingen med en undskyldning og lod den svømme hen til sin mor.
”Din gode gerning skal blive husket.” sagde hun til skrædderen og puttede ungen under sin vinge.
Han vendte sig endnu engang og begyndte sin vandring op mod Den Store By.
På vejen fik han øje på et hult gammelt træ. Vilde bier sværmede omkring stammen og han tænkte straks på al den honning, han kunne høste.
Men før han overhovedet nåede at stikke hånden ind, hørte han en stemme fra bikuben. ”Hvis du så meget som tænker på at ødelægge vores bolig, skal du mærke vores vrede som titusindvis af brændende nålestik.”
Skrædderen trak hurtigt hånden til sig og bad om tilgivelse. ”Du er tilgivet,” svarede boet og fortsatte. ”Skulle du nogensinde få brug for vores hjælp, så kom blot igen.”
Det var ved at blive skumringstid og han kunne næsten ikke løfte sine fødder så træt og sulten var han, men det lykkedes ham at komme frem til byporten og med en sidste anstrengelse, fandt han en kro, hvor han fik serveret alt den bedste mad, han kunne drømme om, for de penge, han stadig havde i sine lommer.
Efter måltidet mærkede han en overvældende træthed, og fik derfor en nøgle til et værelse på kroen og i det samme han lagde sit hoved på den bløde pude, faldt han i en dyb, men healende søvn.
I den følgende tid fandt han en læremester og blev udlært med udmærkelse og da han samtidig var både vellidt og dygtig, blev han snart den mest populære skrædder i byen.
Det varede da heller ikke længe, før han blev udnævnt som hofskrædder.
I mellemtiden havde også skomageren arbejdet sig op og havde fået skabt sit eget værksted og også han var blevet udnævnt til hofskomager.
Da det gik op for skomageren, at skrædderen havde fået sit syn igen, blev han grebet af angst for at skrædderen ville hævne sig.
Derfor udtænkte han en skummel plan. Han gik til kongen og fortalte, at den nye skrædder havde pralet med, at han kunne skaffe den tabte kongekrone tilbage.
”Virkelig?” svarede kongen. ”Jamen det ville da glæde mig.” fortsatte han og sendte straks bud efter skrædderen.
”Jeg hører du kan skaffe mig min tabte krone tilbage.” skrædderen kiggede forskrækket op på kongen men turde ikke svare. ”Gå straks ud og find den til mig. Hvis du ikke kan finde den, må du forlade byen.” befalede kongen.
Skrædderen så ikke anden udvej end at pakke en taske og forlade byen med det samme, for han vidste ikke, hvordan han skulle kunne finde kongekronen.
Ærgerlig over sin skæbne, satte han sig ved andedammen og sukkede, mens han tænkte: Nu gik det lige så godt.
”Hvorfor er du så trist min gode ven?” sagde andemor og svømmede hen til ham.
Skrædderen fortalte hende om kongens befaling og hans ulykkelige situation.
”Vent her et øjeblik.” svarede hun og forsvandt ned i dammen.
Det varede ikke længe før hun var oppe af vandet igen, om halsen havde hun kongekronen.
Her tag den og bring den til kongen, som tak fordi du skånede min lille unge dengang.
Selvom kongekronen var dækket af grønne planter fra søen, var den stadig strålende og overdådig smuk.
Kongen blev meget taknemmelig for at have fået den værdifulde krone tilbage og som findeløn fik skrædderen en tung guldkæde.
Det gibbede i skomageren, da han fandt ud af, at hans plan var fejlet.
”Har De hørt, kære majestæt, hvad skrædderen har pralet med nu?” sagde han og bukkede dybt for kongen.
”Nej, det har jeg ikke.”
”Han siger, han kan skabe et slot i voks magen til Deres slot i alle detaljer.” fortsatte skomageren. ”Det lyder fantastisk.” svarede kongen og sendte bud efter skrædderen.
”Skab mig et slot i voks. Præcis så smukt som mit. Hvis du ikke klarer denne opgave, vil du blive lukket ned i kælderen i det mørkeste fangehul, på ubestemt tid.”
Det er ude med mig tænkte skrædderen mens han pakkede sin taske og gjorde sig parat til at rejse bort.
Sørgmodigt satte han sig under det hule træ, hvor bierne summede.
Da de fik øje på ham, spurgte de, hvad han var så ked af. Han svarede, at han var blevet pålagt at skabe et slot i voks præcis så smukt som kongens eget slot.
”Gå blot hjem og kom tilbage i morgen ved samme tid.” sagde bierne og påbegyndte deres arbejde.
Da skrædderen kom tilbage den følgende dag, stod et slot som lignede en nøjagtig kopi af kongens slot.
Forsigtigt, men med besvær, blev det bragt op på slottet, hvor det blev stillet midt i tronsalen til skue for hele hoffet.
Selv trappen ned til kælderen, som havde en knækket trappesten, var at finde på voksslottet. Da man så det fine slot, der strålede som guld og duftede af honning, ville begejstringen ingen ende tage.
”Du er en sand kunstner” sagde kongen og gav skrædderen et kæmpe hus midt i byen med plads til hans voksende forretning.
Skomageren fik næsten en smag af blod i munden, da det gik op for ham, at hans plan endnu engang var blevet forpurret.
Men han spildte ikke tiden og fortalte kongen, at den nævenyttige skrædder nu gik og pralede med at han kunne få springvandet i slotsgården, som længe ikke havde fungeret, til at springe igen med det klareste vand.
Kongen sendte derpå bud efter skrædderen og lod ham forstå, at hvis han ikke fik vandet til at springe, ville det koste ham livet.
Næsten hurtigere end sidste gang løb skrædderen ud af byen. Han havde sit liv for kært og anede ikke hvordan han skulle kunne løse denne opgave.
Med tårerne trillende ned ad kinderne, drog han ud ad landevejen og kom forbi en mark hvor en hest stod og vrinskede.
”Hvorfor er du så trist min gode ven?” sagde den.
Skrædderen genkendte ikke straks føllet som nu var blevet en smuk hingst.
Mens han forklarede hesten om sin ulykkelige situation, gik det op for ham, at det var det samme føl, han tidligere havde skånet.
”Som tak for din godhed, vil jeg hjælpe dig.” sagde hesten og fortsatte ”Spring nu op på min ryg så skal du bare se”
Derpå løb den med skrædderen på ryggen helt hen til springvandet, hvorpå den løb tre gange rundt om fontænen. Ved den tredje omgang, sprang den i et elegant spring over fontænen og landede sikkert på den anden side.
Stødet fra dens hove, gav genlyd i hele slotsgården og der hørtes en underlig rumlen, som kom helt nede fra undergrunden.
Lyden blev stærkere og stærkere og til sidst sprang en søjle af klart vand op fra fontænen med et brusende brag.
Alle som havde set optrinnet jublede af begejstring og kaldte skrædderen en rigtig helt.
Glædestrålende kom kongen, som havde set det hele fra sit vindue, ned i gården og omfavnede skrædderen i alles påsyn.
Skomageren derimod var ved at gå ud af sit skind i raseri. Men efter et par dage, havde han udtænkt en ny hævnplan.
Kongen som levede lykkeligt på slottet med sin dronning og deres seks døtre, havde nogle gange talt om, at hans lykke ville blive fuldbragt, hvis blot han fik en søn.
Skomageren lod da kongen forstå, at skrædderen havde pralet med at kunne skaffe ham en søn.
Uden at tænke mere over det, lod kongen skrædderen tilkalde og befalede ham, at skaffe ham en søn inden ni dage.
”Klarer du denne opgave skal du få min ældste datter.”
Da hun også var den smukkeste af kongens døtre var skrædderen et kort øjeblik tilfreds. Men da det gik det op for ham, at det var en fuldkommen umulig situation han stod i, pakkede han igen sin taske og drog væk.
På vejen mødte han storken, som han tidligere havde ladet gå. ”Du ser trist ud min ven.” sagde den og nærmede sig.
”Hvordan skal jeg kunne give kongen en søn?” spurgte han frustreret.
”Du har jo nok hørt at storke er hellige” svarede den og skrædderen nikkede.
”Det er fordi vi har en særlig forbindelse til den store almægtige kilde. Det er også herfra små børn lader sig føde. Gå nu blot hjem og vent. Alt vil løse sig til dit bedste.”
De ni dage var næsten overstået og skrædderen gik nervøst omkring, mens han ventede bud fra slottet. Han var lige ved at pakke sin taske da han hørte larm nede fra gaden.
”Hurra! Dronningen har født et drengebarn”
Skrædderen løb hen til sit vindue og kiggede ud på folkemængden, der jublede og sang for den nye prins.
Derpå hørte han en banken på døren og da han åbnede den, fik han bud på straks at komme op til slottet.
”Det er et mirakel.” sagde kongen. ”Min kære dronning sad ved springvandet, da en stork kastede en lille kurv ned til hende. I kurven var der syv små fine blomster. Da dronningen senere ville lægge sig til at sove, mærkede hun en underlig fornemmelse omkring maven og næsten uden besvær fødte hun derpå den smukkeste lille dreng. Syv smukke børn har jeg og jeg må takke dig for samvittighedsfuldt at have løst alle mine urimelige opgaver.”
Derpå lod han kalde på skomageren, som knapt turde at stille sig frem for kongen og skrædderen. Da skrædderen så ham, vidste han, hvem det var, der havde stået bag hans kvaler.
Og da kongen fandt ud af, hvad skomageren havde gjort, befalede han straks, at skomageren måtte blive smidt ud af byen, for aldrig mere at vende tilbage.
Derpå vendte kongen sig mod skrædderen og sagde ”Og du min kære ven, skal få min ældste datter som kone og når tid er, vil hele mit kongerige tilhøre dig og min datter.”
Og sådan levede de alle lykkeligt til deres dages ende.
Skomageren forsvandt ud af byen og blev væk for altid, nogle sagde, han var blevet vanvittig, men ingen vidste det med sikkerhed.
Budskabet til dig som valgte dette eventyr
Eventyret kan handle om uretfærdighed mellem mennesker, men som et klassisk drømmesymbol, kan det også repræsentere en spirituel udviklingsrejse.
Hvor skomageren kan repræsentere skyggen. Selvom hans handlinger havde et ondskabsfuldt motiv, hjalp de skrædderen med at finde lykken til sidst.
Skrædderen kan repræsentere den kontakt alle har til den store kilde, som bringer klarhed og lykke. Vi er alle født med denne visdom, men mange af os oplever tidligt, at den sættes på prøve, gennem traumatiske oplevelser og erfaringer.
Det kan være vi dybest inde ved, vi er beskyttede, elskede og kender vejen til sjælsro.
Men samfundet, forældre, normer eller andet kan få os til at tvivle, ikke bare på os selv, men også på vores forbindelse.
Skrædderen ved at kilden er uudtømmelig, så han har ingen problemer med at være gavmild, men skomageren gentager igen og igen, at han bare er naiv og godtroende.
Da de træder ind i skoven, begynder skrædderen langsomt at tvivle på sin forbindelse, derfor mister han ikke bare et men begge sine øjne. Sit klarsyn.
Det han oplever kan også kaldes sjælens mørke nat. Det er den krise som de fleste af os gennemlever, hvor alt det vi troede på, det der var vores fundament, smuldrer for fødderne af os.
Men netop denne krise er et vigtigt led i vores spirituelle rejse, for det bringer os til opvågningen.
I eventyret vågner skrædderen ved at han kan forstå dyrenes tale.
Det fortælles også, at han ser alting mere klart.
Man taler om at der findes tre faser i den spirituelle rejse. På engelsk siger man wake up, grow up, show up.
Wake up – opvågningen oplever skrædderen som lyksalig og det giver ham et boost af energi til den videre rejse. Men undervejs er det som om han bliver testet. Har han tillid nok til at gå vejen og slippe sin frygt for manglende styrke (føllet), sult (storken og ællingen) og udstødelse af fællesskabet (bikuben)?
Da han endelig kommer til Den store By og har genfundet sin fysiske styrke, bruger han sin tid på daglig praksis og øver dermed sin vedholdenhed.
Da han bliver udsat for skomagerens misundelse, har han opnået en øget visdom og kan derfor uden anstrengelse, men ikke uden bekymring bestå initiationsopgaverne.
Disse opgaver kan sammenlignes med det man gør i den fase der kan kaldes grow up.
Det er det vi gør for at finde en større forståelse for os selv og for genfinde vores dybeste medfølelse.
Og endelig da han til sidst bliver konfronteret med sin skygge, slipper han grebet og lader skomageren fare. Symbolsk kan det betyde, at han ikke længere giver magt til frygt og kontrol. Dette vil også kunne kaldes show up.
Og præcis derfor kan skrædderen træde op på det næste niveau og opnå en større lykkefølelse.
Dit budskab
Det kan være du er ved at gennemgå en eller flere af udviklingsfaserne i din egen spirituelle rejse?
Nogle gange kan vi opleve, at vi bliver hængende i enten wake up eller grow up, fordi som også eventyret siger, at følelsen efter wake up er helt fantastisk og i grow up fasen kan man komme til at falde i den fælde, at man glemmer, at man selv har et ansvar for at træde frem, fordi man finder stor tryghed i personlig selvudvikling.
Det kan være man siger: Jeg skal lige tage det her kursus, så… eller jeg skal lige gå til den her terapeut, så… eller jeg skal lige læse den her bog, så…
Der er ikke noget galt med personlig selvudvikling, men målet med vores rejse er, at vi skal træde frem og fylde verden med vores helt specielle lys og skabe en bedre verden for os selv og hinanden.
Derfor er dit budskab også: Træd frem! Show up!
Orakelkort
Look for a Sign/Hold øje med tegn og budskaber.
Du kan prøve at skærpe din bevidsthed overfor de tegn der kommer ind i det liv i de næste tre dage. Det kan være igennem en tv-udsendelse, en sang, en overskrift eller en tilfældig sætning du overhører. Du kan også trække et orakelkort se eventuelt her
Det kan også være et budskab om at din intuition vil blive forstærket i løbet af den kommende tid. Det kan være du har brug for at give dig selv tid til at meditere eller sidde i lyset og kommunikere med dit åndeteam.
Exceeding Expectation/Overgå dine forventninger
Som budskab til dette kort står der Drøm stort! Forvent mirakler. Ligesom eventyret ender med lykke og overflod, vil også du kunne skabe et drømmeliv fyldt med glæde, kærlige relationer og velstand.
Listening/At lytte
At connecte med sin intuition er en af vejene gennem din spirituelle rejse. Ligesom skrædderen kunne høre dyrene tale til ham, kan du også begynde at anerkende dine klarsanser. De er åbne allerede, men du kan have lagt dem ned i en kiste, fordi de gav dig skræmmende oplevelser, du blev kritiseret eller ikke blev mødt i dine evner.
Men det er nu tid til at folde hele dit væsen ud.
Eventyr
Jeg har altid elsket eventyr og da jeg besluttede mig for at genfortælle De to Vandringsmænd, fandt jeg det på hjemmesiden Grimmstories.com, som har samlet en hel del eventyr af Brødrene Grimm samt H.C. Andersen. Du kan læse deres version af eventyret på dansk her
Dit personlige eventyr
Et eventyr kan blandt andet hjælpe os med at forstå hvordan vi kan forvandle de dybeste psykologiske lag og finde vejen til større oplysning. Hvis du vil kende dit personlige eventyr, vil du kunne få svar på dette og meget mere gennem et personligt fødselsClairoskop. Læs mere om det her